torsdag den 14. marts 2013

Første indtryk - telefon


Jeg har nu brugt min Asus Padfone 2 i halvanden dag. Indtil videre er jeg meget begejstret for mit nye bekendtskab! Først vil jeg beskrive mine første indtryk af telefonen, derefter at Padfone Station.


Skærmen.
Padfone 2 har en 720p  ips+  LCD skærm, der er den første på markedet der benytter Sharps igzo display. Igzo er et strømbesparende panel, der giver padfone 2 en bedre batterilevetid, samtidig med at er utroligt lysstærkt, så det er muligt at se skærmen i direkte sol lys! – Skærmen har en baggrundsbelysning på 550 nits i udendørs indstillingen!
Skærmen er super flot, med skarpe farver og gode betragtningsvinkler – farverne er ikke så pang-agtige som  Amoled skærme, men mere naturtro i farverne, dog uden at være matte. Hvid er hvid på skærmen, og ikke let gulig, som Amoled skærmene har tendens til at være. Sort er også meget sort, dog ikke helt så flot sort som amoled skærmene.
Skærmen er som sagt en 1280 x 720 pixel skærm. Man kan altid argumenterer for at mere er bedre, men jeg kan ikke med mit blotte øje under normal brug se enkelte pixels på skærmen, så for mit vedkommende er skærmen på mobil delen passende, og behøver ikke være 1080p.



Processoren, GPU og ram.
Padfone 2 benytter en Qualcomm quad-core  s4 pro, APQ8064, Krait processer, på 1,5 GHz. Dertil hører Adreno 320 GPU og 2 GB ram.
Krait arkitekturen er med til at sænke padfone 2's strømforbrug, hvilket tydeligt kan mærkes i dagligdagen, sammen med IGZO teknologien i skærmen, uden at gå på kompromis med hastigheden! Padfone 2 er super hurtig. Indtil videre har den løst alle opgaver jeg har sat den til uden problemer. Multi tasking kører flydende og app's starter hurtigt op.
Mht. Adreno 320 GPU'en har jeg downloadet en del grafiktunge spil, indtil videre har jeg kun afprøvet Fifa 12, men det kører helt gnidningsfrit.
Batteri:
Batteriet i Padfone 2 telefonen er et 2140 mAh batteri. Som tidligere nævnt benytter telefonen et IGZO display fra Sharp, samt en Snapdragon s4 pro, quad-core cpu med Krait arkitektur. Dette gør at Padfone 2 bruger relativt mindre strøm end andre high-end smartphones. Jeg har kun haft telefonen i halvandet døgn, så jeg vil ikke udtale mig for bombastisk om batteritiden, men indtil videre holder telefonen bedre strøm end nogen anden smartphone jeg har haft. Det er også til Padfones fordel at jeg i dagligdagen engang imellem skal bruge tablet delen, hvilket gør at telefonen får lidt ekstra strøm fra Padfone Station i det tidsrum!



Kamera:
Der kommer en update om lidt, hvori jeg uploader billeder fra hhv. Padfone 2, et spejlreflekskamera (Canon EOS 1100D) Samt et pocket kamera (canon ixus 80 IS)

Styresystem:
Styresystemet på Asus Padfone 2 er Android 4.1.1, også kaldet Jelly Bean, ikke at forveksle med den nyester version 4.2.1, der også hedder Jelly Bean.

Styresystemet fungerer godt og flydende på telefonen.
Asus har valgt at lave små, smarte, ændringer af styresystemet. I det store hele er det dog som Google har tænkt det.
Af ændringer Asus har lavet kan nævnes, en anden menu bar, når man ruller oversigtsgardinet ned. I Asus version er der ni forskellige hurtig-indstillinger mod fire i det normale.

Asus har desuden tilføjet deres egen strømstyrings app, Webstorage app, App locket - hvor man kan lave en adgangskode for at komme ind i visse app, App backup, Asus studio, samt flere andre brugbare apps.

Derudover er der et par ændringer der relaterer sig til Padfones unikke hybrid tilgang. Der er en Pad only sektion til apps der er tilpasset tablet delen. Det er muligt at vælge hvilke apps der skal blive ved med at være åbne når man skifter fra telefon funktion til tablet funktion, og hvilke der skal lukkes.

Apps:
Apps er en vigtig del af ethvert smartphone økosystem. Med Android er der et væld af smartphone applikationer, samtlige af de apps jeg normalt bruger er tilgængelige til Padfone 2's telefon del.
Bl.a. Rejseplanen, DSB Wildcard, Div. bank apps, Google music, Blogger, Gmail, Hotmail, Dropbox, Skydrive, Speedtest, samt "office" applikationer, herunder OneNote. Foruden selvfølgeligt alle de sociale apps.
Internet oplevelse - og hastighed:
Padfone 2 har indbygget LTE moden, desværre er jeg ved Oister, som ikke har åbnet for LTE netværket endnu. Derfor er jeg nødsaget til at bruge 3's normale netværk, samt Wifi.

Jeg har testet Padfone 2's hastighed på min adresse, samt centralt i Aarhus. På min adresse får jeg 9-10,5 Mbit download, samt 2 - 2,5 Mbit upload.
Centralt i Aarhus fik jeg 7 Mbit download og 3 Mbit upload.
Wifi; Jeg har 20/20 Mbit hastighed herhjemme, og Padfone 2 Downloader med 20 Mbit herhjemme og uploader med 25 Mbit.


Internet oplevelse: 
Padfone 2 bliver leveret både med standard Webkit browser og Google Chrome.
Begge browsere er forholdsvist hurtige til at hente desktop version af hjemmesider ned.
Webkit browseren har elendig multi window browsing, men reagerer hurtigt på diverse indput, og er marginalt hurtigere til at indlæse hjemmesider.
Google Chrome har til gengæld en bedre multi window browsing, samt muligheden for at synkroniserer browseren med ens desktop browser.


Ingen kommentarer: